2016 bliver anden sæson, hvor Lars Mogensen, Silkeborg, er med i MASCOT DTC, og med sin alder på 48 år indrømmer han blankt, at han er en af de seneste debutanter i bilsporten.

”Jeg startede med gokart for otte år siden og rykkede så op i Legend Cup, og havde så min første DTC-sæson sidste år,” siger han. ”Det er en fantastisk klasse at køre i.”

Lars Mogensen er dog langt fra ny i bilsporten. Han er kendt som tankpasserens søn. Det var nemlig hans far, der tilbage i halvfjerdserne og firserne passede benzintanken på FDM Jyllandsringen – en rolle han selv senere overtog. Og nu er han så blevet teamejer som manden bag LM Racing, der også tæller de to debutanter Nicolai Aaberg Hansen, Smørum, og Michelle Gatting, Rungsted.

”Michelle forventer vi rigtig meget af. Om hun vinder, ved vi ikke, men alt kan ske i DTC.”