Nu begynder tordenbragene hen over Danmark, og i weekenden vil der buldre specielt meget øst for Silkeborg. På FDM Jyllandsringen finder første afdeling af MASCOT Danish Thundersport Championship sted, og der er lagt op til en spændende sæsonstart, når en række af landets bedste racerkørere indtager banen.

2015-DTC-Start-01

Casper Elgaard, Risskov, er den forsvarende mester, men han kommer til at møde hård modstand fra flere fronter. Dels fra egne rækker i form af teamkammeraten Dennis Lind, Roskilde, dels fra teams som Magnussen Racing Experience, Mikkel C. Racing og AD Racing / Flexlease.nu.

Magnussen Racing Experience tæller dels den tidligere DTC-mester, Jan Magnussen, Roskilde, dels det unge navn Michael Markussen, Kolding. Han sluttede sin 2015-sæson med at vinde et af kvalifikationsheatene og håber på at blande sig i top 5. En anden kører, der vandt løb i 2015, er Mikkel C. Johansen, Slagelse, der atter stiller til start for sit eget team, Mikkel C. Racing, som op til denne sæson er blevet forstærket med en teamchef, der bl.a. har erfaring fra Le Mans.

Et team, som mange i feltet har store forventninger til, er det forholdsvis nye AD Racing / Flexlease.nu. Det fynske mandskab debuterede i DTC-serien sidste år, hvor Kasper H. Jensen, Hinnerup, formåede at sikre sig Rookie-titlen og blive samlet firer i mesterskabet. Han fortsætter i år i teamet, men får en ny teamkammerat i form af Frederik Schandorff, Rønde, som har Danmarksmesterskaber i både karting og Formel Ford på sit CV.

Feltet i MASCOT DTC ved FDM Jubilæumsløbet på FDM Jyllandsringen tæller de tre debutanter Michelle Gatting, Hørsholm, Nicolai Aaberg Hansen, Smørum, og Morten Dons, Struer, mens Kasper Aaskov, Varde, vender tilbage til klassen efter at have haft en enkelt start i 2012