Det var Casper Elgaard, Risskov, der som afgående DTC-mester havde fået opgaven med at udlevere mesterskabspokalerne, og her var det den evige rival, Jan Magnussen, Roskilde, som modtog pokalen for den samlede tredjeplads i MASCOT Danish Thundersport Cchampionship.

Først afleverede Casper Elgaard pokalen til Jan Magnussen. Så afleverede Jan Magnussen den tilbage til Casper Elgaard (foto: Henning Smed).

Bagefter skiftede pokalen ejermand og havnede i favnen hos Casper Elgaard.

En fejl i programmet, der skulle udregne slutstillingen i DTC-serien, gjorde, at Jan Magnussen i første omgang fik pokalen. Men da fejlen var rettet, stod det klart, at Casper Elgaard var den rette ejermand.

Som den sportsmand, han er, spankulerede Jan Magnussen ned i fjendens lejr hos Massive Motorsport, hvor han overrakte pokalen til Casper Elgaard, mens DTC-ledelsen brugte tiden på at finde en grimasse, der kunne passe…