Det var en skuffet Casper Pilgaard, som forlod banen efter tidtagningen fredag, da første afdeling af MASCOT DTC blev kørt på Ring Knutstorp.

Lørdag lod det dog til, at skuffelsen var udvisket. I hvert fald var det en tændt ung mand, der med ørepropper og musik i ørene varmede op til heat et.

Begge heats blev kørt stabilt, og da podiepladserne til sidst blev råbt op, kunne Casper Pilgaard stille sig frem på en flot tredjeplads.

Ud over den flotte tredjeplads løb Casper også med både bedste Rookie og bedste U23, så ud over at løfte pokalen kom han også hjem med en samlet præmiesum på 20.000 kr.

Sandstrøm i stærk opstilling
En anden kører i FDM Talent Team gjorde sig også bemærket. Med en flot fjerdeplads i tidtagningen og solid kørsel i begge heats, viste Filip Sandstrøm, at han også kan køre med i toppen af tabellen.

Desværre sluttede lørdagen med udfordringer med bilen, men trods lidt skår i glæden, gik Filip stadig hjem med points i bagagen.