Siden 2012 har det været karrosserier opbygget som kopier af amerikanske bilmodeller, der har været anvendt i MASCOT Danish Thundersport Championship. Først Chevrolet Camaro og senere Ford Mustang og Dodge Challenger. Men nu skal det også være muligt at opleve DTC-racere med europæiske karrosserier.

Dodge Challenger og Chevrolet Camaro vil fremadrettet blive suppleret med europæiske karrosseriformer (foto: Morten Alstrup).

”Vi har længe arbejdet med planer om, at det fra 2017-sæsonen skal være muligt at anvende andre karrosseriformer end dem, der hidtil har været anvendt, og det holder vi ved,” siger Peter Elgaard fra DTC-organisationen.

 

”Der er nye karrosserier på vej af 2016-modellerne af dels Chevrolet Camaro, dels Ford Mustang, og her vil vi til DM-Finalen kunne præsentere et eksemplar af hver.”

 

Men det stopper ikke her. Der skal fra 2017 også kunne køres med europæiske karrosserier.

 

”Der vil blive mulighed for at vælge to eller tre europæiske karrosserier,” forklarer Peter Elgaard. ”Vi har fremlagt planerne for teamene i DTC, og de er meget positive. De har givet deres input på, hvilke mærker og modeller det skal være, og ud fra disse input vil vi foretaget et valg.”

 

Blandt de modeller, som er bragt i spil, er BMW 6-serie, Mercedes S-klasse og Audi A5-serie.