En lang række af Danmarks bedste racerkørere mødes i den sidste weekend på FDM Jyllandsringen. Begivenheden er MASCOT GP Danmark – det største løb på racerbanen ved Silkeborg – og hovedløbet bliver femte afdeling af MASCOT Danish Thundersport Championship.

Det store samtaleemne i bilsportskredse i den seneste tid har været, om Kasper H. Jensen, Hinnerup, kan holde fast i den mesterskabsføring, han sikrede sig ved sidste afdeling af mesterskabet. Den unge østjyde er blot i gang med sin anden sæson i MASCOT DTC-serien, og han har allerede vundet flere løb. Sejre på Ring Djursland og Bellahøj Park har således bragt ham frem i front for tabellen foran Jan Magnussen, Roskilde, der ellers har været mesterskabsførende gennem det meste af sæsonen.

2016-DTC-Jensen-Schandorff-02

Kasper H. Jensen fører i kampen om titlen i MASCOT Danish Thundersport Championship (foto: Henning Smed).

Sin unge alder til trods kender Kasper H. Jensen FDM Jyllandsringen ud og ind fra de mange eventdage, hvor han fungerer som instruktør for almindelige danskere, der gerne vil være racerkører for en dag. Om sig har han i Team Flexlease.nu også et team med gode teknikere, en dygtig teamchef i John Nielsen, Randers, og en sulten teamkammerat i Frederik Schandorff, Rønde. Alle er de med til at presse ham til det yderste.

Navnebroderen Casper Elgaard, Risskov, hører også til blandt favoritterne til sejren ved MASCOT GP Danmark. Den regerende mester har ikke haft den bedste start på sæsonen, men han kender om nogen også FDM Jyllandsringen, hvor han har vundet flere løb.

En række unge, nye navne vil sikkert også gøre sig gældende i DTC-løbene. Michelle Gatting, Hørsholm, skrev et stykke bilsportshistorie, da hun ved Copenhagen Historic Grand Prix blev den første kvinde, som vandt et DTC-løb. Hun er sulten efter mere og specielt også få revanche ovenpå hendes debutløb, der på FDM Jyllandsringen desværre sluttede i en jordvold. Michael Markussen, Kolding, og Martin V. Jensen, Hinnerup, er også to unge chauffører, som de garvede kørere skal holde øje med.

Deltagerne i MASCOT Danish Thundersport Championship kører træning og tidtagning fredag og lørdag, mens de to kvalifikationsheat og den afsluttende finale køres søndag eftermiddag.