Jan Magnussen, Roskilde, gjorde som bekendt rent bord ved Classic Race Aarhus, hvor han med pole position og tre løbssejre forsat er ubesejret i gaderne i den jyske hovedstad. Men den nye mesterskabsførende i MASCOT DTC ved også godt, at han ikke er alene om at skabe resultatet.

2016-DTC-Magnussen-Markussen-02

”Jeg er så hamrende stolt af det her team,” siger han. ”Alle kæmper til deres yderste for, at vi kan levere topresultater. Det gjorde vi i denne weekend. Magnussen Racing Experience sluttede alle løb i top-tre og tog de to bedste placeringer på podiet. Det kan ikke være bedre.”

Jan Magnussens protege – Michael Markussen, Kolding – var oftest den kører, som kom tættest på hans bagkofanger. Specielt i finalen, hvor den tidligere Formel Ford-Danmarksmester tog en andenplads.

”Det var den finale, vi allesammen har gået og drømt om,” sagde Jan Magnussen. ”Al energien lå i at lave den gode start, og fordi jeg var så fokuseret på netop dét, kom jeg faktisk en smule for hurtigt ind i første sving.”

”At tage en 1-2-sejr foran så mange tusinde mennesker var ubeskriveligt, og jeg er så stolt af hele holdet. Det er en blåstempling af teamet og det arbejde, vi laver. Det skal vi bare fortsætte med, så vi kan få nogle flere weekender af den her slags.”