Når DTC-sæsonen skydes i gang lørdag den 23. april med FDM Jyllandsringens Jubilæumsløb, sker det på et helt nyt underlag. Sidst i februar blev maskinerne sat i gang, og ny belægning af banen samt asfaltering af FDM Jyllandsringen blev påbegyndt. Et projekt, man hos FDM har set frem til.

”Nøjagtig ligesom det er vigtigt at vedligeholde og reparere vejene, er det nødvendigt at vedligeholde og reparere en racerbane, så kørerne har de bedst forudsætninger for deres kørsel. Derfor udskifter vi løbende det øverste slidlag på anlæggets to baner, men det er første gang siden FDM Jyllandsringens åbning i 1966, at hele banen rives op og skiftes ud,” siger Jesper Carlsen, leder af FDM Jyllandsringen.

 

FDM Jyllandsringen er den eneste racerbane i Danmark med FIA-godkendelse, hvilket blandt andet stiller store krav til banens vedligeholdelse og belægning. Det indebærer for eksempel, at banens øverste slidlag udskiftes løbende, det skete senest i 1993. For at få plads til det nye asfalt har man brudt banen op til jord og ikke mindre end 5.000 ton asfalt er blevet fjernet banen. Projektet forventes at vare 14 dage, og banen skal efter planen stå klar fredag den 11. marts med et nyt slidlag, der gerne skal holde de næste cirka 30 år.

”Umiddelbart efter det øverste slidlag er lagt, kan man køre på banen. Planen er, at de unge kørere fra FDM Sport skal være de første til at køre en runde på det helt friske underlag. Vi mener, det er passende, at det er fremtiden for dansk motorsport, der skal bruge banen i de næste mange år, som også får lov til at indvi den,” siger Jesper Carlsen.

2016-Asfaltarbejde-01

I starten af marts kom den første del af den nye asfalt på FDM Jyllandsringen (foto: Per Bach).