Da årets sæson i MASCOT Danish Thundersport Championship tog sin begyndelse for fire måneder siden, skete det på FDM Jyllandsringen. Dengang gik det specielt godt for Nicholai Eberhard, Hinnerup, og det håber han også, at det kommer til at gøre i denne weekend.

Nicholai Eberhard fik en god start på sæsonen i MASCOT Danish Thundersport Championship (foto: Henning Smed).

”Her startede det hele godt først på sæsonen, så jeg satser på, at jeg kan køre mig ind til top 5-6-placeringer,” siger Nicholai Eberhard, der sluttede i top 8 i alle tre løb ved Åbningsløbet. ”Jeg føler, at vi havde en god bil i København, og det må vi kunne bygge videre på, selv om vi lige manglede det sidste på gadebanen.”

”Nu er gadebaner jo noget helt andet end en racerbane som Jyllandsringen. Der er det mere acceptabelt at lave en enkelt fejl eller to, uden at det koster det store. Det er også sjovere at køre et sted, hvor der hele tiden er forskellige svingkombinationer, hvor det både går til højre og til venstre, fremfor ved by-løbene, hvor det bare går ligeud.”