Det er med en klar målsætning, at Martin V. Jensen, Hinnerup, stiller til start i weekendens Yokohama DM-Finale på FDM Jyllandsringen.

Gennemfører han alle tre løb ved Yokohama DM-Finalen, vil Martin V. Jensen være en af blot tre kørere, som skal trække resultater fra (foto: CN Photo).

”Det gælder om at komme i top. Og som altid er det en top 5-placering, jeg går efter,” siger køreren i den grønne Chevrolet Camaro fra HM Racing.

 

”Jeg havde god fart på bilen i Norge, men manglede lige lidt fart på toppen. Men vi har fundet en god speed og er kommet længere frem. At jeg er kommet så vidt, skyldes dels mig selv, dels teamet. Jeg har nogle gode mekanikere, som har gjort et godt stykke arbejde, og de har gjort, at jeg har fået lov til at arbejde med bilen og blive bedre og bedre. Og den stigende formkurve ønsker jeg at fortsætte.”