Michelle Gatting fik en fremragende start på sin sæson i MASCOT Danish Thundersport Championship, da hun kom på podiet i finalen, hvor hun sluttede på tredjepladsen efter Jan Magnussen og Mikkel C. Johansen.

”Det var lidt ærgerligt, at jeg ikke kunne få den andenplads. Jeg kom så meget bedre ind på langsiden, og det var der, at jeg havde den bedste mulighed for at sætte et angreb ind,” siger hun.

”Jeg manglede desværre lige den sidste fart for enden af langsiden til at kunne sætte et sikkert angreb ind. Jeg var hurtigere end Mikkel C., men han er jo heller ikke en type, som bare åbner døren, så jeg ville ikke risikere noget, så jeg var endt i sandkassen eller havde tabt tredjepladsen. Mit team var rigtigt godt tilfredse, og folkene fra Mikkel C.’s team kom da også bagefter og sagde tak for et fair race.”

Undervejs mod tredjepladsen lykkedes det hende i begge de to forudgående kvalifikationsheat at sætte bedste omgangstid, hvoraf den ene endda endte som ny banerekord for DTC-klassen.

”Nu skal vi til at forberede os til Classic Race Aarhus,” siger Michelle Gatting, ”og vi skal bl.a. bruge tiden til at finde lidt mere fart, så vi kan kæmpe med om sejren, for gadebanen i Aarhus er jo rigtig hurtig.”

Foto: Stefan Mehl-Ludvigsen.