Ved MASCOT GP Danmark meldte Michael Markussen, Kolding, sig for alvor ind i kampen om titlen i MASCOT Danish Thundersport Championship, hvor han tog karrierens første finalesejr.

Han forsatte med at ride på en bølge, da det første kvalifikationsheat blev kørt ved sjette runde af mesterskabet på Rudskogen Motorsenter. Men i andet kvalifikationsheat gik det galt.

Michael Markussen (t.h.) var bedst i starten i første kvalifikationsheat på Rudskogen Motorsenter, hvor han vandt (foto: Magnussen Racing Experience)

”Da jeg havde fire runder tilbage, detonerede motoren indvendig, lavede to huller i blokken, så jeg måtte jeg trille ud til siden og se hele feltet suse forbi…” fortæller køreren Magnussen Racing Experience.

Men Michael Markussen har ikke opgivet håbet op at vinde sit første mesterskab siden 2013, hvor han blev Danmarksmester i Formel Ford.

”Der er ét løb tilbage. Jeg ligger stadig nummer to i mesterskabet, og på trods af pointforskellen mellem den førende Kasper H. Jensen og jeg, tror jeg stadig på, at jeg på Jyllandsringen om små to uger skal stå på den højeste skammel med den største pokal, som vinder af DTC-mesterskabet 2016,” siger Michael Markussen.

”Hele teamet, raceren og jeg er ved at gå i luften af spænding i troen på, at vi kan og skal, give alle de andre baghjul. Men først skal teamet og jeg på overarbejde for at finde en motor og økonomien hertil. Jeg er sikker på at det nok skal lykkes.”