Når kampen om årets MASCOT Danish Thundersport Championship bliver skudt i gang den 23. april på FDM Jyllandsringen, er det ude på asfalten, at Kasper H. Jensen skal forsvare sin titel.

Men inde i ryttergården bliver der også kørt race.

Ikke med bulede skærme, men alligevel med masser af fart på, hvor det er manden – eller kvinden bag rattet – som er afgørende for resultatet.

I ryttergården liner Jesper Davidsen en række racersimulatorer op. Her man kan prøve sine evner af som virtuel racerkører. Og at Jesper Davidsen synes, at det er sjovt at køre simulatorrace, skyldes ikke, at han er en racer-wannabee. Han er faktisk selv tidligere Saxo Cup-mester, og han arbejder kun med simulatorerne, fordi de kommer meget tæt på livet på racerbanerne.

Og der bliver også noget at kæmpe om.

Bedste tid ved Åbningsløbet udløser præmien Racerkører for en stund, hvor vinderen får lov til at prøve kræfter med en af de Volkswagen Sciroccoer, som kendisserne skal prøve at tøjle ved Åbningsløbet. Andenpræmien er to billetter til Grand Prix Danmark.