Heidi Frydenhaug, Norge, har i de to sidste sæsoner deltaget i NTCC / MASCOT Danish Thundersport Championship, og hun vil i denne sæson være med i to løbsserier. Dels udvalgte løb i NTCC/DTC-serien, dels en fuld sæson i DS3 Cuppen.

Det var ikke et vanskeligt valg for Heidi Frydenhaug, som nævner to faktorer. For det første har det været svært for hende at finde tilstrækkelig med sponsorer til en fuld sæson, og derfor føltes det bedre for hende at satse på en fuld sæson i DS3 og køre udvalgte løb i NTCC/DTC. For det andet blev hun så sent som for to uger siden mor for anden gang, og det kræver kondition og styrke på topniveau at deltage i NTCC/DTC – noget, Heidi Frydenhaug ikke føler vil være muligt med bare to måneders fysisk forberedelse inden sæsonstart.

”Det føles rigtigt godt at køre DS3. Jeg har før kørt et par sæsoner i Clio Cup med en bil, som ligner en DS3, og jeg følte mig meget tilpas i bilen og ser virkelig frem til at prøve det igen,” siger den norske pige.

”Vi har købt en DS3-racer, men beholder vores NTCC/DTC-racer, så det er muligt at køre flere løb, hvis budgettet tillader. Det bliver samme team i begge i begge serier. I DS3 står alle biler og teams i samme telt, og vi har vores egne mekanikere – de samme, som vi har haft de sidste to år. Når jeg skal køre NTCC/DTC bliver det med de samme folk omkring mig, men da vi skal arbejde sammen med Christer Gislerud og Rune Næss, bliver det et trebils team med race engineer, car chief m.m. Så det ser jeg frem til.”

Heidi Frydenhaug lægger heller ikke skjul på sine ambitioner for 2017-sæsonen.

”Min målsætning er helt klar,” siger hun. ”Det er at vinde mesterskabet i DS3 og komme i top 8 i de udvalgte NTCC/DTC-løb.”

Fotos: Henning Smed, Morten Kimer og Bjornar O. Jokerud.