Når næste afdeling af MASCOT Danish Thundersport Championship / NTCC køres lørdag den 14. juli på Rudskogen Motorsenter, er der to kørere, som kommer med frisk succes i bagagen.

Det er to af LM Racings kørere, som i starten af måneden vandt løb. Og det endda på selvsamme bane på den anden side af jordkloden. Men sejrene opnåede de i hver deres løb.

På Suzuki-banen i Japan blev der dels kørt en afdeling af Lamborghini Super Trofeo Asia, dels en runde af Blancpain GT Series Asia.

I Lamborghini Super Trofeo Asia fik Frederik Schandorff med kort varsel mulighed for at deltage i Leipert Motorsports bil, og det lykkedes ham sammen med Ben Gersekowski at vinde første løb.

I Blancpain GT Series Asia var Dennis Lind atter til start sammen med Martin Kodric hos FFF Racing Team by ACM, og det lykkedes makkerparret at vinde det andet af weekendens to løb, så de nu fører mesterskabet.

Foto: Blancpain GT Series Asia / Lamborghini Super Trofeo Asia.