I de seneste par sæsoner har Kim Lund hentet den ene pokal efter den anden i bl.a. DS3 Cup og Yokohama Super Cuppen, men sådan er det ikke længere, efter at han er skiftet til MASCOT Danish Thundersport Championship.

”Det er da svært at omstille sig fra at fejre sejr til at skulle fejre selv de mindste forbedringer. Det gælder både for mig og for mit team,” siger Kim Lund efter sidste weekends Classic Race Aarhus. ”Men det er også sundt at prøve, og jeg ved, vi har et hold, som står stærkt – også i modgang. Mon ikke det så også bliver en større oplevelse, når vi så får succes med det? Det tror jeg på.”

Kim Lund og det øvrige Madball Racing har ikke fået den start på sæsonen, man havde håbet på. Teamet fik en uheldig oplevelse før løbet i de århusianske gader.

”Vi fik et råd fra en anden DTC-kører om at tjekke bilens ramme – og den er desværre i så dårlig forfatning, at vi må have en ny,” siger Kim Lund. ”Samtidig har vi en udfordring med vores støddæmpere, som ikke ligefrem letter situationen.”

”Kasseapparatet arbejder lidt på højtryk lige nu, så vi måtte også prioritere at få en hel bil med hjem, mere end at vinde placeringer i starten velvidende, at vi er 2-3 sekunder langsommere, og så risikere at sætte bilen i betonvæggen. Var det sket, så havde løbet for alvor været kørt for os.”

Foto: Henning Smed.