På intet tidspunkt var der tvivl om udfaldet, da finalen i årets sjette afdeling af MASCOT Danish Thundersport Championship blev kørt på Rudskogen Motorsenter. Allerede i starten gik Jan Magnussen i front og her blev han. Efter første omgang havde han et forspring på 1,8 sekund til den forsvarende mester Kasper H. Jensen, og selv denne på et tidspunkt formåede at få reduceret afstanden til 1,5 sekunder, endte Jan Magnussen med at vinde med 2,8 sekunder.

Tredjepladsen gik til Lasse Sørensen, og dermed var det også de tre forreste i mesterskabet, som sluttede i top 3.

Der, hvor der var kamp om pladserne, var kampen om fjerdepladsen, der stod mellem Frederik Schandorff og Michael Markussen. Da sidstnævnte kører endelig kom forbi, lykkedes det ham hurtigt at opbygge et forspring på et par sekunder.

Foto: Henning Smed.