Rutinerede Ronnie Bremer kører hele sæsonen i MASCOT DTC for det nystartede MB Racing. Jan Magnussen kører udvalgte løb i Special Saloon-klassen.

Endnu et navn stiller nu til start i årets MASCOT DTC. Og ikke et hvilket som helst.
Populære Ronnie Bremer kører alle sæsonens syv afdelinger for det nystartede MB Racing.

Meldingen er helt i tråd med nye teams ønske om at kombinere deltagelse i international GT4-serier med en aktiv tilstedeværelse på de danske racerbaner, hvor Ronnie Bremer altså melder sig i kampen om det prestigefyldte mesterskab.

”Vi har fra begyndelsen haft ambitioner om at deltage i flere serier samtidig, og da muligheden for at stille op i MASCOT DTC bød sig til, greb vi den. Det giver os mulighed for at udnytte de stærke kapaciteter, som vi har investeret i teamet, og samtidig får MB Racing vist flaget på de danske racerbaner og ikke mindst overfor det danske publikum og vores samarbejdspartnere,” lyder det fra Ronnie Bremer.

Ronnie Bremer er ubetinget en af MASCOT DTC-seriens stærkeste og mest populære profiler. Han vandt i 2014 NEZ-mesterskabet, og triumferede senest med sin sejr i Grand Prix Danmark i 2018. Sideløbende med deltagelsen i MASCOT DTC vil Ronnie Bremer også fungere som coach for seriens talenthold, som i år består af tre unge kørere.

Det er dog ikke kun Ronnie Bremer, publikum kan glæde sig til at se. Også MB Racings anden profil, Jan Magnussen, sætter sig bag rattet i den kommende sæson, hvor han kører udvalgte løb i Special Saloon-klassen.

”Vi er glade for og stolte over, at have Ronnie Bremer med i MASCOT DTC-feltet den kommende sæson og Jan Magnussen i supportklassen med deres helt nye Mercedes-Benz GT4. Begge er rutinerede og populære kørere og garanter for godt ræs. Der er ingen tvivl om, at de vil tilføje både fart og spænding i begge klasser,” siger direktør for MASCOT DTC, Betina Engholm.

Første udfordring for Ronnie Bremer og MB Racing finder allerede sted i den kommende weekend, når MASCOT DTC-sæsonen skydes i gang på Ring Knutstorp i Sydsverige.