For tredje gang i denne sæson var Nicolai Sylvest, Jægerspris, til start i MASCOT Danish Thundersport Championship, men det blev ikke til de bedste resultater for teenageren bag rattet af den Demetra-sponsorerede bil på Bellahøj Park, selv om han blev nummer fire i tidtagningen.

”Gearkassen drillede, så jeg måtte udgå, men kan vi få heldet med på vores side, så vil vi helt klart kunne kæmpe med om pokalerne og sejrene,” siger Nicolai Sylvest.

2016-DTC-Sylvest-Nicolai-03

Køreren fra Massive Motorsport fik dog senere revanche, da han slog DTC-rivalen Michelle Gatting, Hørsholm, og flere andre stærke navne som Tom Kristensen og André Lotterer i Pro-Am-løbet.

”Det var virkelig en god oplevelse og fantastisk at vinde,” siger Nicolai Sylvest. ”Efter løbet blandt amatørerne sørgede min far for at sikre en pole position til mig i løbet for profferne, hvor jeg var oppe mod hollandske Hans Leerdam, min DTC-konkurrent Michelle Gatting og så Tom Kristensen.”