Kris Nissen er ikke den eneste kører, som gør comeback som aktiv kører i MASCOT DTC / NTCC-serien. Norske Johannes Øie er også tilbage på asfalten efter en længere pause. Hele otte år er det blevet til.

Johannes Øie har overtaget den bil, som landsmanden Bjarne Nordal tidligere har kørt, og han vil starte i sit eget team, Øie Motorsport. Og det bliver lige på og hårdt for ham, da der ikke bliver nogle testdage forud for Åbningsløbet på FDM Jyllandsringen den 23. april.

Men nordmanden er dog ikke helt grøn, når han ankommer til det midtjyske. Han har nemlig i et par sæsoner været til start på banen i en Volvo i Special Saloon Car-klassen.