Sidste år var det Team Flexlease.nu, som gjorde rent bord i MASCOT Danish Thundersport Championship, hvor teamet scorede et hattrick med sejre i såvel teammesterskabet, det individuelle mesterskab og U21-mesterskabet.

I år er teamet under ledelse af John Nielsen fortsat med, men det er med masser af nyheder. Nyheder, som teamet præsenterede tirsdag aften på Strøjer Samlingen ved Assens.

Nyt er navnet. Teamet kommer fremover til at hedde Team Flexlease.nu / Strøjer Tegl, da den fynske teglværksvirksomhed, som producerer hver femte anvendte mursten i Danmark, er gået ind som titelsponsor.

Nyt er kørerne. Mikkel C. Johansen og Lasse Sørensen er duoen, som skal køre hele sæsonen, mens sidste års vinder af FDM Sport, Max Klinkby-Silver, skal køre en række udvalgte løb i teamets tredjebil.

Nyt er også bilerne. Team Flexlease.nu / Strøjer Tegl skal nemlig køre med et af de to europæiske karrosserier, som er blevet lanceret til denne sæson.

Foto: Stefan Mehl-Ludvigsen.