Team Flexlease.nu / AD Racing havde en perfekt 2016-sæson, hvor det ikke blot lykkedes mandskabet af vinde teammesterskabet i MASCOT Danish Thundersport Championship, men også såvel kørernes mesterskab som U21-titlen takket være Kasper H. Jensen, Hinnerup, og Frederik Schandorff, Rønde.

I år går teamet også efter et hattrick. I hvert fald har man muligheden for det, da 2017-bemandingen dels kommer til at bestå af en rutineret køres, dels en teenager. Det er Mikkel C. Johansen, Slagelse, som efter en række år med sit eget team nu skal køre for Team Flexlease.nu / AD Racing, og Lasse L. Sørensen, Svenstrup, som i efteråret fik sin DTC-debut for Massive Motorsport.

”Vi er utrolig stolte over at have vores nye kørere Mikkel og Lasse i teamet,” lyder det i en udtalelse fra teamet.

”Vi beviste i 2016 sæsonen, at vi kunne slå de bedste, og vi har også en helt klar målsætning til 2017. Vi vil genvinde teammesterskabet og få begge vores kørere i top 3. Det er høje forventninger, men realistiske forventninger.”