Det bliver med et nyt afviklingsformat, at løbsweekenderne for MASCOT DTC i år bliver afviklet på de danske racerbaner. Mere kompakt, mere intenst og mere race bliver nøgleordene for dette års mesterskab.

”Traditionelt har vi afviklet en afdeling i MASCOT DTC med to kvalifikationsheat og en finale, men i denne sæson kommer vi til at afvikle hele otte kvalifikationsheat inden finalen,” fortæller Betina Engholm, daglig leder for FDM Jyllandsringen. ”Samtidig vil der ikke være nogen forudgående Super Pole-konkurrence.”

De otte kvalifikationsheat afvikles i to grupper á fire, og de otte kvalifikationsheat er ikke blot afgørende for startopstillingen til finalen, men også udløser også ligesom finalen mesterskabspoint.

Allerede inden løbsweekenden går i gang, kender racerkørerne på forhånd deres startplaceringer til de otte kvalifikationsheat. Præcist som man kender det i speedway, er startopstillingerne nemlig givet på forhånd. I en lodtrækning trækker kørerne et bogstav, og dette bogstav bestemmer, hvor den pågældende kører skal starte i de otte kvalifikationsheat. Og reglementet er udformet, så en given kører får tildelt startpladser jævnt fordelt over hele startgridden. En kører kan således være sikker på, at vedkommende både skal starte fra forreste og bageste række, men også fra pladser midt imellem.

En konsekvens af, at kvalifikationsheatene vokser i antal er også, at de bliver reduceret i længde. Så snart første kvalifikationsheat er overstået, kører deltagerne ikke i pit, men fortsætter rundt på banen og gør klar til andet kvalifikationsheat. Og når dette er afviklet, fortsætter proceduren for tredje og fjerde kvalifikationsheat. Først efter fire intense kvalifikationsheat forlader feltet banen og giver plads til andre racerklasser. Senere på løbsdagen fortsætter proceduren for kvalifikationsheat 5-8 og – efter en pause på godt en halv time – er man klar til at afvikle finalen.

”Med denne afviklingsform opnår vi flere ting,” siger Betina Engholm. ”For det første får vi mere spænding og mere intenst race. For det andet bliver der garanti for flere overhalinger, for vi vil ikke opleve én bestemt kører ligge i front hele tiden. Men skal køre sig frem gennem rækkerne.”

Foto: Henning Smed.