Det blev til en ny start-mål-sejr for Jan Magnussen, Roskilde, da andet kvalifikationsheat for MASCOT DTC blev kørt ved Classic Race Aarhus, og rent faktisk fik den tidligere Formel 1-kører lidt ekstra modstand fra egen side. Køreren fra Magnussen Racing Experience tyvstartede nemlig og blev idømt en strafbane for forseelsen, men allerede på sine første omgange havde han fået opbygget et forspring, som var så tilstrækkeligt stort, at de 3,2 sekunders ekstra køretid ikke kostede ham føringen.

2016-DTC-Jensen-Martin-V-02

Casper Elgaard, Risskov, startede fra position 2, men fik en dårlig start og blev i accelerationen ned mod første sving passeret af Michael Markussen, Kolding, Martin V. Jensen, Hinnerup, og Mikkel C. Johansen, Slagelse. Mens Casper Elgaard brugte megen tid på at lægge pres på Mikkel C. Johansen, kunne trioen Magnussen, Markussen og Jensen trække fra forfølgerne, ligesom der også blev afstand mellem dem.

Løbet blev også neutraliseret af en safety car, da Kasper Aaskov, Varde, ramte betonmuren på vej ned mod Carl Jensens Vej, og da løbet blev givet frit igen, kunne Jan Magnussen og Michael Markussen atter trække fra forfølgerne, hvor Martin V. Jensen kørte et flot og stabilt løb, hvor han holdt fast i tredjepladsen, selv om han til slut blev presset af Casper Elgaard.