Når historiens allersidste løb i MASCOT DTC i den kommende weekend køres på FDM Jyllandsringen, bliver det med et brag af en afslutning. Og en finish, der til fulde lever op til den spænding, man har kunnet opleve i hver eneste sæson siden klassens start i 1999.

Intet er nemlig afgjort på forhånd, når feltet søndag triller ind på racerbanen øst for Silkeborg. Der skal nemlig hele otte kvalifikationsheat og en finale til, inden det kan afgøres, om det er den aktuelle førende i tabellen – Ronnie Bremer – eller om det er den regerende mester – Kasper H. Jensen – som kan tage titlen.

Der er hele 170 point på højkant ved Yokohama DM-Finalen. Men det er ikke det høje pointtal, som fortæller om spændingen. Det gør i stedet den marginale forskel mellem de to titelrivaler. Blot syv points forspring har Ronnie Bremer til Kasper H. Jensen, og det bliver i den grad dagsformen, som kommer til at være afgørende for udfaldet af mesterskabet.

I forårssæsonen fik Kasper H. Jensen skabt sig et solidt fundament til det, der kan blive hans tredje mesterskab i løbsserien, men ved GP Danmark i starten af september på FDM Jyllandsringen slog Ronnie Bremer til. Veteranen viste her den fart og det talent, som igennem 30 år har sikret ham utallige sejre på alverdens karting- og racerbaner, og nu gik han i front for tabellen med bl.a. to finalesejre i bagagen. Men i den forgangne afdeling forsvandt en stor del af det 31-pointsforspring, han havde opbygget. Trods en slem influenza kørte han en enkelt sejr i et kvalifikationsheat hjem, og sammen med en andenplads i finalen fik han reduceret pointtabet, selv om Kasper H. Jensen havde en nærmest perfekt weekend med finalesejre og førstepladser i seks af de otte kvalifikationsheat.

De første fire kvalifikationsløb køres søndag klokken 12.30. Godt tre timer senere sætter man de næste fire kvalifikationsheat i gang, inden finalen starter 16.40. Og måske er det først der, at man finder ud af, hvem der vinder MASCOT DTC 2019?

Foto: Henning Smed.