I weekenden gælder det årets tredje afdeling af MASCOT Danish Thundersport Championship – et løb, som finder sted på Ring Djursland, der er den bane på 2018-programmet, som giver deltagerne de største udfordringer.

”Ligesom jeg havde den rigtige Nürburgring som en af mine favoritbaner i mine år i Tyskland, har jeg også et helt særligt forhold til Ring Djursland,” siger Kris Nissen. ”Det var på Nürburgring, at jeg genoptog karrieren efter ulykken, og jeg var med til at vinde 24-timers-løbet 1991 i en Schnitzer-BMW, og fik i øvrigt fire andenpladser i 24-timers løbene dernede i de øvrige år.”

Det særlige forhold til Ring Djursland kan føres tilbage til starten af karrieren.

”Det første løb, som jeg kørte i min egen Formel Ford 2000-racer, kørte jeg på Ring Djursland i 1979. Hvis jeg husker ret, blev jeg nummer 4,” erindrer køreren fra Team Flexlease.nu/Strøjer Tegl. ”Det efterfølgende løb, på Jyllandsringen, vandt jeg. Jeg synes, at Ring Djursland er alt for undervurderet i dansk motorsport. For det er en god bane, og den ligger i et af de smukkeste områder i Danmark.”

”Banen er stort set uændret i forhold til dengang, hvor jeg kørte Formel Ford, så der skal nok være masser af action. Samtidig kan tilskuerne stort set se hele banen på en gang og følge alle duellerne. Så det er bare med at pakke picnickurven og indstille GPS’en efter Ring Djursland. Der bliver masser af godt race i både DTC og de øvrige klasser.”

Foto: Henning Smed.