I 2017 kommer man også til at kunne opleve Nicki Petersen, Hornslet, i MASCOT Danish Thundersport Championship – i hvert fald i fire af årets syv afdelinger.

’’Jeg gik faktisk her i efteråret og lidt af vinteren og tænkte, om jeg skulle sætte race på hylden for et års tid,” siger Nicki Petersen. ”Jeg syntes, jeg havde nok om ørene, og det kræver en del også at skulle drive et DTC-team. Min mekaniker og vores medarbejder Eddi pressede dog lidt på med, at den bil ikke bare skulle stå og samle støv, så han fik mig overtalt til, at vi skulle deltage i DTC 2017!”

Eddi Andersen er blevet ansat som chefmekaniker for Danpor Motorsport, som op til sæsonen har indgået en aftale med Mercedes Ejner Hessel. Det giver nyt design til racerbilen, som dog stadig får det kendte startnummer 74 på siden.

At Nicki Petersen ikke kører fuld sæson i MASCOT Danish Thundersport Championship – der er tale om afdelingerne på FDM Jyllandsringen og Ring Djursland – skyldes, at han også vil deltage i den tyske VLN-langdistanceserie.

”Interessen for VLN team er opstået, da jeg i 2016 har været med på sidelinjen, hvor jeg støttede en af mine rigtig gode kammerater, som kørte et løb i serien, så det skulle helt sikkert også prøves for mit vedkommende,’’ siger Nicki Petersen.

Foto: Dennis Risager.