Det er ikke kun MASCOT Danish Thundersport Championship, der skal afgøres ved weekendens Yokohama DM-Finale. Der skal også findes en mester i Norwegian Thunder Car Championship, hvor den firedobbelte forsvarende mester, Marius Nakken har mulighed for at vinde titlen for femte gang i træk.

Marius Nakken har mulighed for at genvinde sin titel i Norwegian Thunder Car Championship (foto: Henning Smed).

Ligesom det er tilfælde i det danske mesterskab, er heller intet afgjort i det norske NTCC-mesterskab, hvor den forsvarende mester Marius Nakken har mulighed for yderligere at cementere sin mangeårige position som den hurtigste norske NTCC-racerkører.

Hen over dette års sæson har nordmanden sikret sig et komfortabelt forspring til Sebastian Aarvik på andenpladsen. Aktuelt er Marius Nakken 49 point foran sin norske konkurrent, men der er 75 point at køre om til Yokohama DM-Finalen på søndag, og dermed er intet afgjort endnu.

På tredjepladsen følger Christer Gislerud, der sidste år skiftede til kongeklassen i dansk/norsk motorsport efter en mangeårig indsats i den danske Special Saloon Car-serie. Christer har scoret 230 point, hvilket betyder, at førstepladsen teoretisk er en mulighed, ligesom Sebastian Aarvik kan fravristes andenpladsen. Fjerdepladsen i det norske mesterskab indtages af Andreas Bakkerud, mens Heidi Frydenhaug er på femtepladsen.