Er der en kører, som gennem de seneste par år har banket på i toppen af MASCOT Danish Thundersport Championship, må det være Mikkel C. Johansen, Slagelse. Vestsjællænderen debuterede i klassen i forsommeren 2013 og har mere eller mindre konstant befundet sig i den bedste tredjedel af feltet. Sidste år blev han syver i mesterskabet. Året før femmer.

Men efter uheld på først Ring Djursland og siden Bellahøj Park er han udenfor medaljekampen i årets mesterskab.

Mikkel C. Johansen har udtænkt sig en simpel strategi for efterårssæsonens løb i MASCOT Danish Thundersport Championship (foto Morten Alstrup).

”Det er løbssejre, der tæller nu,” siger Mikkel C. Johansen forud for søndagens MASCOT DTC GP Danmark på FDM Jyllandsringen. ””Det er urealistisk at gå efter at komme tilbage og blande sig i toppen, for der er vi for mange point bagud.”

”Der er egentlig ikke så meget strategi fra min og teamets side for de næste løb. Det er ganske enkelt. Vi går efter at tage de sejre og de topplaceringer, vi kan få.”

Årets tredje DTC-afdeling på Ring Djursland gav store skader på teamets Ford Mustang, som henover sommeren blev klar til Copenhagen Historic Grand Prix, hvor den desværre også endte i baneafgræsningen. Helt præcist den nådesløse beton, som omkransede gadebanen.

Den sorte, røde og hvide Ford Mustang er klar til weekendens GP Danmark (foto Henning Smed).

”Det var ikke så slemt, som vi først antog, men det var bare surt,” forklarer Mikkel C. Johansen. ”Bilen havde taget skade på nogle beslag, som var blevet trykket, og så var bagrammen blevet trykket op. Det skulle rettes lidt ud og svejses lidt, men vi blev hurtigt klar.”

Nu gælder det så det kommende storløb på FDM Jyllandsringen ved Silkeborg, og her føler Mikkel C. Johansen, at han godt kan være konkurrencedygtig og kæmpe med om sejren.

”Til åbningsløbet på banen satte vi hurtigste omgangstid. Vi har farten i år, og det skal vi bare have omsat, så vi kan bruge det til sejre og pokaler,” siger han.