Som forberedelse til weekendens dobbeltafdeling i MASCOT DTC blev der fredag eftermiddag afviklet to træninger for klassen, og i begge træninger var det en kører fra Massive Motorsport, som satte den hurtigste tid.

Første træning fandt sted på den lange udgave af FDM Jyllandsringen, og på en optøende bane var det Max Klinkby-Silver, der satte bedste tid i 1.19,857. Han var næsten et halvt sekund foran Ronnie Bremer, der igen var fire tiendedele af et sekund foran Kasper H. Jensen.

Anden træning fandt sted på den korte udgave af banen, som skal anvendes til kvalifikationsheatene. Her var det Kasper H. Jensen, som satte tiden i 44,902, og atter var Ronnie Bremer næsthurtigst, denne gang foran Max Klinkby-Silver.

GP Danmark tæller også som en afdeling af den svenske V8 Thunder Cars. Her var William Nilsson hurtigste svensker i første træningen på en generel sjetteplads, mens Emil Persson var hurtigste kører fra denne klasse med en generel syvendeplads i anden træning.