For en uge siden var det folk som Schandorff og Bremer, som Michael Markussen kæmpede med, men fredag skal MASCOT DTC-køreren ud i en helt anden kamp. Han starter nemlig på Fyens Væddeløbsbane, og da det jo er et sted, hvor man anvender hestekræfter, sker det naturligvis i hans sorte og røde Chevrolet Camaro fra Magnussen Racing Experience.

Men det er ikke andre racerbiler, som sidste års DTC-toer er oppe imod. Det er hestekræfter af den originale slags.

Fredagens løb på Fyens Væddeløbsbane er fjerde udgave af Richard Møller Nielsens Mindeløb, og udover de traditionelle trav- og galopløb bliver der også et showløb. Og her skal Michael Markussen kæmpe mod travhesten Pioneer FH og galophesten Lima.