Fredag var størstedelen af deltagerne i MASCOT DTC samlet på Kvægtorvet i Odense. Her holdt klassens mediepartner, TV2 Sport, i samarbejde med FDM-DTC Motorsport A/S en mediedag, hvor kørerne dels fik lejlighed til at møde en række af stationens journalister og fotograf, dels blev interviewet til nogle af sæsonens programmer.

2016-DTC-Mediedag-01

”Det var et fantastisk tiltag, at vi kunne mødes, og vi alle blev klar over, hvor meget vi kan hjælpe hinanden,” siger en begejstret Jan Magnussen. ”TV2 Sport kan hjælpe serien. Serien kan hjælpe TV2 Sport, og kørerne kan hjælpe TV2 Sport og omvendt.”

”Det minder meget om det, vi laver hvert eneste år i januar på Daytona, hvor vi også samles med tv-stationen, og det virker virkelig godt. Det var også godt, at de nye kørere i klassen lærte folkene fra TV2 Sport at kende, inden de pludselig bliver mødt med en mikrofon eller et kamera ude på banen. Det var fantastisk, og jeg håber også, at de andre kørere har haft glæde af det.”