Madbull Racing kan præsentere et helt nyt navn i MASCOT DTC. Det er Andreas Andersson, som bliver teamets kører i serien. Den 27-årige svensker er på ingen måde nybegynder, når det kommer til at begå sig på en bane.

Bag sig har han en motorsportskarriere, som blev indledt med karting, og i det seneste tiår tæller CV’et mesterskaber i både Special B, Endurance Cup og senest i Ginetta GT5 Challenge i 2016. I 2017 kørte han STCC-TCR for LMS, og i 2018 Endurance Cup i klassen for forhjulstrukne biler.

I det daglige arbejder han som mekaniker, og der ud over også som instruktør på Sturup Raceway.

”Jeg glæder mig meget til at køre DTC. Åbningsløbet er jo på min hjemmebane (Ring Knutstorp, red.), så det er en perfekt måde at starte en god sæson på. Jeg tror, at det er en bil, som passer godt til min kørestil,” siger en forventningsfuld Andreas Andersson.

Der er for 2019 lavet aftale med Madbull Racing, og teamejer Kim Lund Johansen glæder sig over det kommende samarbejde:

”Andreas er en kører, som har et rigtigt godt potentiale i DTC, og vi glæder os alle til at følge ham tæt,” siger han. ”Han og teamet passer godt ind i vores setup, så der er lagt en god basis for en stærk sæson.”

Foto: Madbill Racing.