Når de alle er på en racerbane samtidigt, er det bag rattet af en af DTC-racerne fra LM Racing, at trioen Lind, Mathiassen og Schandorff deltager. Men i den kommende weekend skal alle tre kørere race samme sted. Og i noget helt andet.

”I weekenden køres femte afdeling af Lamborghini Super Trofeo Europe på Nürburgring, og her skal alle mine tre drenge køre med i racet,” siger en glad og stolt teamchef, Lars Mogensen.

”Frederik Schandorff og Dennis Lind har jo længe været aktive i Lamborghini-serien, men bl.a. takket være nogle af vores teamsponsorer er det lykkedes Jacob Mathiassen at finde et budget, så han også kan være med på Nürburgring.”

Selv må teamchefen følge racet på mobiltelefonen hjemme på værkstedet i Silkeborg. ”Vi har lige tre racerbiler, vi skal have gjort klar til DM-Finalen, men det gør ikke noget, når jeg ved, at jeg får tre drenge hjem fra Nürburgring med fart i kroppen,” siger Lars Mogensen.