I sin første fulde sæson lykkedes det Lasse Sørensen at sikre sig titlen i MASCOT Danish Thundersport Championship for Team Flexlease.nu/Strøjer Tegl. I år er den unge nordjyde fortsat i teamet under erfarne John Nielsens vinger, men tager man et kik på tabellen, indtager han andenpladsen.

”Det har været hårdere i år, men jeg føler stadigvæk, at det har været muligt at vinde titlen,” siger han. ”Der er nogle af de andre teams, som har investeret meget og fået nye, gode kørere og gjort meget for at vinde i år, men vi kan stadig følge med, selv om vi kører på det samme niveau.”

Lige nu ligger Kasper H. Jensen – som i 2016 vandt titlen for det team, som Lasse Sørensen nu kører for – 37 point foran.

”Kasper har fået et lidt stort forspring, men jeg tror, at det stadig er muligt at fange ham,” siger Lasse Sørensen. ”Hvis jeg får en god weekend til GP Danmark, er alt åbent. Jeg kan tillade mig at angribe lidt mere, men han skal passe på, for hvis han begår en fejl, så ligger jeg lige bag ham og kan gå forbi i tabellen.”

Men mens Lasse Sørensen og Kasper H. Jensen kæmper om titlen, er der også to kørere i feltet, som ikke skal tænke på point, men bare går efter sejre. Det er Dennis Lind og Jan Magnussen.

”Jeg vil ikke tage de hårde dueller med Dennis og Jan, men ligger jeg bag Kasper i et løb, er jeg nødt til at satse. Men er jeg foran ham, behøver jeg ikke at tage nogle vilde dueller,” siger Lasse Sørensen. ”Jyllandsringen plejer vi at være skarpe på, og det virker som, at vi har en lille overhånd, så jeg vil gå ud og gøre det, jeg plejer at gøre. Give gas.”