Efter offentliggørelse af den foreløbige kalender for AutoMester Danish Thundersport Championship har EkstraBladet på sin hjemmeside bragt en historie, der kan få det indtryk, at DTC-serien ikke ønsker at køre på Padborg Park.

 

Dette er ikke tilfældet.

 

DTC-organisationen har været i dialog med Motor Sport Sønderjylland og Driftsforeningen Padborg Park omkring et DTC-løb på Padborg Park i 2016 og løb for Driftsforeningen Padborg Parks klasser på FDM Jyllandsringen. Problematikken har drejet sig om at få kabalen om de to baners respektive kalendere til at gå op. Dette er desværre ikke lykkedes.

 

Omkring DTC på Padborg Park har dialogen drejet sig om en DTC-afdeling i den sidste weekend af juni – en weekend, hvor banen siden 2010 traditionelt har afviklet løb. Her har Motor Sport Sønderjylland og Driftsforeningen Padborg Park takket nej. Man har valgt at koncentrere sig om at bruge tiden på egne klasser, ligesom man har fremført, at man har problemer med at få banen bemandet i den sidste weekend af juni.