Kim Lund har ikke haft den bedste start på sin 2018-sæson. Åbningsløbet bød på et par tekniske udfordringer, mens han bevidst valgte ikke at satse for meget ved Classic Race Aarhus.

”Det er jo ikke nogen racerkørers drøm at køre 80% eller 90%, men det bliver et spørgsmål om hvad man vil byde sit team med kun 14 dage mellem løbsweekenderne som det er lige nu. Resultatet kunne blive, at vi ikke kunne køre på Ring Djursland pga. tidspres, for ikke at tale om beløbene skaderne let kan løbe op i på en bybane som Aarhus,” fortæller Kim Lund Johansen videre. ”Men jeg har en god fornemmelse af bilen, så jeg glæder mig til at komme på Djursland. Det er en bane som jeg altid har haft det godt med.”

2017-sæsonen endte desværre for Kim Lund i en dækstabel for enden af langsiden på FDM Jyllandsringen.

”Jeg vidste godt, at der ville sidde noget i mig fra mit uheld, når jeg skulle bremse for enden af langsiden, men efter åbningsløbet kunne jeg jo se med egne øjne på loggeren, at det som tidligere var min styrke nu er blevet min udfordring. Så jeg har allieret mig med den bedste hjælp jeg kunne få, nemlig hos motorsportscoach Tommy Schröter – og dét sammenholdt med hjælpen fra teamets egen coach Jan Engemand er jeg helt sikker på udgør den absolut bedste løsning for mig, så jeg ser kun fremad nu,” siger Kim Lund.

Foto: Henning Smed.