Det blev til hans første sejr i sin nye omgivelser, da Kasper H. Jensen lørdag eftermiddag vandt første kvalifikationsheat for MASCOT Danish Thundersport Championship ved Classic Race Aarhus.

Køreren fra Stark Racing havde sikret sig pole position, og da han startede løbet, havde han den tidligere CRAA-vanevinder Jan Magnussen på sin yderside, og de to havde en lang og tæt skærm-mod-skærm-duel ned mød første sving – Brøchner-svinget. Her kunne Kasper H. Jensen udnytte inderbanefordelen til at tage føringen – en føring, han holdt helt til det ternede flag.

Men mod slutningen af løbet blev Kasper H. Jensen presset gevaldigt af Jan Magnussen, og selv om eks-mesteren gjorde flere forsøg, kom han aldrig forbi. Bag dem kæmpede Ronnie Bremer og Michelle Gatting om tredjepladsen, og efter at Michelle Gatting havde forsøgt at finde en vej forbi, fik hun på sidste omgang serveret tredjepladsen på et sølvfad, da Ronnie Bremer ramte betonmuren i rundkørslen ved Marselisborg Slot og spandt rundt.

Under løbet satte Jan Magnussen bedste omgangstid i 1.12,100, hvilket ikke blot er ny banerekord for DTC-klassen, men også den bedste omgangstid nogensinde i et løb ved Classic Race Aarhus.