Kasper H. Jensen viste sig at være en tand bedre end de øvrige deltagere, da tredje afdeling af MASCOT Danish Thundersport Championship søndag blev afviklet på Ring Djursland. Efter en sejr i første kvalifikationsløb og et avancement fra ottende- til andenpladsen i andet kvalifikationsheat førte køreren fra Stark Racing finalen fra start til mål og overtog samtidig med noget, der var tæt på en maksimumscore – 57 point ud af 60 mulige – førstepladsen i mesterskabet.

Bag Kasper H. Jensen i finalen var der en drabelig kamp om andenpladsen. Den stod mellem Frederik Schandorff og Lasse Sørensen, som på den våde djurslandske asfalt sjældent var adskilt af mange tiendedele af et sekund, men som – udover en minimal berøring – kørte et eksemplarisk race, hvor der blev kæmpet side om side. Ned ad langsiderne og igennem svingene.

Dennis Lind og Michael Markussen var de uheldige helte ved DTC-afdelingen på Ring Djursland.

Michael Markussen var ankommet til banen som den mesterskabsførende, men et teknisk problem med raceren gjorde, at han blot kvalificerede sig som nummer 12. Han formåede at føre andet kvalifikationsheat, men endte i det slagne felt, mistede mesterskabsføringen og rykkede ned som nummer tre.

Værre gik det for Dennis Lind, som slet ingen point fik med hjem fra Ring Djursland. Vinderen fra Classic Race Aarhus var ellers blevet treer i Super Pole, men måtte midtvejs i første kvalifikationsheat trække i pit med en olielækage. Hans team – LM Racing – gik i gang med at skifte motoren, men selv om bilen blev klar til finalen, måtte Dennis Lind også udgå fra dette løb.

Fjerde afdeling af MASCOT Danish Thundersport Championship finder sted den 13.-14. juli på Rudskogen Motorcenter i Norge.

Foto: Henning Smed.