Det bliver ikke Kasper H. Jensen, Hinnerup, men Casper Elgaard, Risskov, der skal starte søndagens første kvalifikationsheat fra pole position. Det er konsekvensen af en straf, som køreren fra Team Flexlease.nu har fået efter en teknisk efterkontrol på FDM Jyllandsringen.

2016-DTC-Jensen-Kasper-H-10

Bilens bagtøj og differentiale blev skilt ad, og det kunne konstateres, at de såkaldte tallerkenskiver var stablet forkert, men – som det hed i strafmeddelelsen – udtalte teknisk kontrol og teknisk delegeret, at fejlen absolut ikke havde nogen effekt. Straffen bestod i, at Kasper H. Jensen bliver rykket fem pladser tilbage på startgridden, så han skal starte som nummer seks i stedet for som nummer et.

”Det er dybt beklageligt, at vi har begået denne fejl,” siger teamchef John Nielsen i en pressemeddelelse. ”Det må naturligvis ikke ske, men jeg kan som teamchef kun tage det fulde ansvar for det. Det er beklageligt, at det går ud over Kasper.”

”Det er ekstra ærgerligt, at dette sker, men vi støtter naturligvis op om, at der bliver gennemført ekstra kontroller,” siger teamejer Martin Frederiksen. ”I Team Flexlease.nu bakker vi op om fair race, og det skal naturligvis gælde for alle. Også os.”

I øvrigt skal Marius Nakken, Norge, ikke flytte fire pladser tilbage. Videooptagelser fra en konkurrenter dokumenterede, at nordmanden ikke havde overtrådt en af banens spærrelinjer, og straffen blev derfor annulleret.