Team Flexlease.nu / Strøjer Tegl dominerede totalt det andet kvalifikationsheat for MASCOT Danish Thundersport Championship, hvor det blev til en 1-2-sejr for Mikkel C. Johansen og Lasse Sørensen.

Michelle Gatting var startet på pole position, men fik en meget dårlig start, så såvel Mikkel C. Johansen som Frederik Schandorff var foran hende efter det første sving. Omgangen efter faldt Frederik Schandorff tilbage, og nu var det så Lasse Sørensen, der lagde pres på hende, og på anden omgang gik han forbi. Herefter trak de to blå Camaroer fra de øvrige felt og krydsede målstregen med et forspring på syv sekunder.

Michelle Gatting holdt længe tredjepladsen foran Ronnie Bremer, Michael Markussen, Kasper H. Jensen og Jan Sørensen, men ved afslutningen af den 12. omgang måtte hun rulle i pit med en ødelagt gearkasse.

Foto: Henning Smed.