Det gik ikke helt som ønsket for Jan Magnussen, Roskilde, da Yokohama DM-Finalen blev kørt på FDM Jyllandsringen.. Ønsket om den første finalesejr siden Classic Race Aarhus blev ikke indfriet, selv om løbsweekenden ellers var startet godt.

2016-dtc-magnussen-jan-13

”Det var svært at være utilfreds med starten på weekenden. Med topplaceringer i kvalifikationen og første heat satte jeg mig selv i den bedst mulige position for en succesfuld DTC-finale,” fortæller Jan Magnussen, der ikke formåede at komme ret mange pladser frem fra sin startposition som nummer otte i andet kvalifikationsheat. ”Igen kom jeg nogenlunde afsted og kunne hente et par placeringer, men det blev ikke til mere end en femteplads, da jeg ikke kunne få mine bagdæk til at arbejde.”

Finalen endte med en tur igennem strafbanen efter en kollision med Marius Nakken, Norge.

”Når alt er sagt, har det alligevel været succesfuld sæson for Magnussen Racing Experience,” lyder det fra Jan Magnussen. ”Selvfølgelig er det svært at komme udenom, at vi taber potentielle podieresultater på gulvet i sidste løb, men vi har bestemt en masse positivt at tage med videre. Jeg har haft fire pole positions og seks sejre i år. Michael slutter på en flot samlet andenplads i mesterskabet, og det samme gør Magnussen Racing Experience i teammesterskabet.”