Nogle gange satser man og vinder. Andre gange satser man og taber. Men det var ikke derfor, at Nicolai Aaberg Hansen var en af de mest skuffede deltagere i MASCOT DTC på FDM Jyllandsringen.

Køreren fra Smørum satsede godt nok. Og han sats viste sig at være rigtigt. Nemlig at vælge slicksdæk til finalen, der blev startet på en våd racerbane. Men det var ikke derfor, at en mulig podieplacering og hans hidtil bedste finaleresultat røg fløjten. Det var i stedet teknikken, som drillede ham.

Tørvejrsdækkene var lidt af en håndfuld, men den orange og sorte Camaro var alligevel konstant i top 6, selv om føret var vådt. Og da det begyndt at blive tørt, blandede Nicolai Aaberg Hansen sig for alvor med de hårde drenge. Da han gik ud på finalens sidste omgang, lå han firer, og lige bag sig havde han – hold nu fast – Kris Nissen, Lasse Sørensen og Jan Magnussen. Men 1500 meter før mål strejkede gearkassen og han måtte rulle ind til siden…

Foto: Henning Smed.