I sin syvende løbsweekend i MASCOT Danish Thundersport Championship lykkedes det ved kvalifikationsheat 2 på Rudskogen Motorsenter for første gang Max Klinkby-Silver at vinde et DTC-løb.

Køreren fra Stark Racing startede som nummer tre på gridden, og kom forbi Frederik Schandorff på første omgang, inden han kunne overtage føringen fra pole-mand Jacob Mathiassen, som slet ikke fik udbytte af sin pole position og endte kvalifikationsheatet som nummer 10.

Max Klinkby-Silver kunne opbygge en solid føring, der på et tidspunkt var på næsten fem sekunder, da Frederik Schandorff, Dennis Lind og Jan Magnussen kæmpede om andenpladsen – en kamp, der fik sin afgørelse på sjette omgang, da Jan Magnussen kom frem som toer, mens de to kørere fra LM Racing måtte udgå efter et sammenstød.

Foto: Morten Alstrup.