Med henholdsvis næstbedste og femtebedste tid så tidtagningen for MASCOT DTC-serien ved Classic Race Aarhus ud til at være sluttet godt for Dennis Lind og Kris Nissen, men de måtte begge efterfølgende indkassere straffe.

For at få DTC-kørerne til at afholde sig fra påkøre de såkaldte floppys i udvalgte sving rundt på banen, var deltagerne inden tidtagningen blevet briefet om, at de for hver påkørsel ville blive frataget en omgangstid. Og vel at mærke den bedste omgangstid. Og da Dennis Lind og Kris Nissen havde påkørt henholdsvis tre og fire floppys, blev der frataget deres tre, henholdsvis fire bedste tid.

Det betød, at Dennis Lind rykkede fra anden- til fjerdepladsen på gridden, mens Kris Nissen rutsjede ned fra femte- til ellevteplads.

På pole position senere i dag starter Jan Magnussen.

Foto: Stefan Mehl-Ludvigsen.