Massive Motorsport fik en perfekt start på søndagen på FDM Jyllandsringen, da de fire første af de i alt otte kvalifikationsheat blev kørt søndag formiddag.

Kasper H. Jensen og Max Klinkby-Silver vandt hver to kvalifikationsheat, og her var det faktisk den forsvarende mester, som kom lettest til sine sejre. Den første sejr kom i heat 2, hvor han skulle starte toer, men da Johannes Øie ikke kunne indtage sin pole position, blev det nemt for Kasper H. Jensen. I fjerde kvalifikationsheat skulle han blot passere Andreas Nilsson og vinde.

Mens Max Klinkby-Silver avancerede fra tredje- til førstepladsen i første kvalifikation, måtte han kæmpede i endnu højere grad i tredje heat. Her kom Ronnie Bremer tidligt i front, men blev presset af Max Klinkby-Silver, der igen havde Kasper H. Jensen lige bag sig. I en flot manøvre for enden af langsiden lykkedes det Max Klinkby-Silver at gå indenom Ronnie Bremer, men Kasper H. Jensen benyttede tillige situationen til at følge i hans slipstrøm og gå frem på andenpladsen. Ronnie Bremer kæmpede igen, men mellem de tre blev der ikke byttet så meget som et eneste stykke glasfiber eller lak.

Foto: Henning Smed.