Efter påsken var Magnussen Racing Experience i Italien for at forberede sig til den kommende sæson i MASCOT Danish Thundersport Championship. På Adria Raceway 70 kilometer syd for Venedig testede Jan Magnussen og Michael Markussen deres biler for første gang forud for 2018-sæsonen.

”Der var sol, regn og 15-18 grader, og det var derfor de perfekte forhold til vores første test, da det netop gav os mulighed for at køre i alle typer vejrforhold. Det var også ideelt for testen af de nye regnvejrsdæk, som vi i år skal køre med,” siger Michael Markussen, der også forberedte sig til den nye super pole-konkurrence, hvor deltagerne har et skud i bøssen for at sætte en tid i kampen om at få den bedste startposition til kvalifikationsløb 1.

”Denne ene omgang skal sættes på kolde og dermed glatte dæk samt på en bane, der kan have ændret sig meget i den to timer lange pause, vi nogen gange har efter sidste træning,” siger Michael Markussen. ”Det sætter virkelig kørerne under pres; presser man for hårdt i jagten på den bedste tid, kan man lynhurtigt lave en fejl på de kolde dæk, og dermed ende bagerst i feltet. Dette nye tiltag, fik vi rig mulighed for at øve os på, hvilket klart skaber en fordel for os til det kommende første løb.”

Foto: Markussen Racing.