Ligesom DASU har lanceret Danish Esport Racing Championship findes der også i Sverige et mesterskab i e-sport, og her er det lykkedes den svenske deltager i MASCOT DTC, Filip Sandström, at kvalificere sig til en af de 24 pladser, der er i det svenske mesterskab i virtuel bilsport.

I såvel december som i januar har den 16-årige svensker skiftet sin hvide Ford Mustang fra BESA Motorsport ud med racerstol og computerrat, og lørdag den 2. februar gælder det så semifinalerne i Sundsvall. Her skal han kæmpe om en af de 12 pladser i finalen, som køres senere samme dag.

”Det bliver rigtig sjovt at komme til Sundsvall og køre virtuelt med de bedste i Sverige og finde ud af, hvordan man klarer sig i konkurrencen,” siger Filip Sandström.

Foto: BESA Motorsport.