Marius Nakken, Norge, havde en af sine bedste weekender i årets MASCOT Danish Thundersport Championship, da Yokohama DM-Finalen blev kørt på FDM Jyllandsringen. Fjerdepladser blev det således til i de to kvalifikationsheat, mens han lå til at tage andenpladsen i finalen, indtil han blev ramt af Jan Magnussen, Roskilde.

Marius Nakken (1) og Jan Magnussen (23) tog en vals i FDM Jyllandsringens hestesko, hvilket kostede begge en podieplacering i finalen (foto: Henning Smed).

”Jeg havde selvfølgelig håbet på at kunne afslutte det sidste løb med en podieplacering, da alt passede denne her gang. Men sammenstødet med Magnussen sendte os begge på en snurretur, hvor vi tabte flere placeringer,” siger Marius Nakken.

Køreren fra SEB Power Group-teamet kørte sig tilbage fra niende- til femtepladsen, og selv om det ikke blev til en top 3-placeringen, kom han dog på podiet, men det var for at modtage sin mesterskabspokal. Det var nemlig femte år i træk, at Marius Nakken vandt Norwegian Thunder Car Championship.

Det blev til titel nummer fem for Marius Nakken (foto: Henning Smed).

”Jeg er vældig glad for endnu engang at kunne tage guldmedaljen i NTCC, og jeg må bare sige tusind tak til alle, som har været med til at gøre dette muligt,” siger Marius Nakken. ”Teamet, mekanikere, sponsorer, familie, venner og fans,” siger han.