Klokken 15.35 bliver andet kvalifikationsheat for AutoMester Danish Thundersport Championship skudt i gang ved Yokohama DM-Finalen, og netop dette heat kan meget vel medføre et positionsskifte i toppen af tabellen.

Dennis Lind står for noget af en udfordring i andet kvalifikationsheat, hvor han skal starte som nummer 23 og sidst (foto: CN Photo).

Dennis Lind, Roskilde, udgik af første kvalifikationsheat og starter bagest, og han skal som minimum frem på en plads i top 4 for at kunne forøge sin nettoscore fra de nuværende 352.

 

Casper Elgaard, Risskov, har før andet kvalifikationsheat en nettoscore på 338, og hvis han eksempelvis kører sig frem fra sin startposition som nummer otte til en slutplacering som nummer fire, så vil han nå op på 353 point. Og noget tyder på, at det vil være nemmere for Casper Elgaard at foretage de fire overhalinger end for Dennis Lind at tage de 19 biler foran ham, der er kravet til ham.

 

Uanset udfaldet af andet kvalifikationsheat er der lagt op til et brag af en finale i AutoMester Danish Thundersport Championship.